Sådan får du en frodig & grøn græsplæne (Komplet guide!)

Har du problemer med din græsplæne og brug for hjælp til at stille en diagnose og finde en kur, så læs med her. Vi gennemgår de hyppigste problemer, som du kan opleve med din plæne. Vi giver dig samtidig gode råd til, hvordan du kan slippe af med problemet, og i det hele taget vedligeholde din plæne, så den holder sig sund og dermed ikke så modtagelig overfor sygdom og insektangreb.

Af Haveentusiast
Indholdet er opdateret mandag d. 10. maj 2021 og er oprindeligt udgivet mandag d. 3. maj 2021.

Har din græsplæne det skidt, sådan stiller du diagnosen

I Danmark elsker vi at opholde os udendørs, så snart vejret tillader det. Mange bor i hus og med hus hører en have. Og i en dansk have finder du oftest en terrasse, en grill, en trampolin OG en noget medtaget græsplæne.

En græsplæne kan nemlig volde store problemer, hvis du ikke ved hvordan, du skal behandle den. Får du til gengæld stillet diagnosen på græsplænen og pinpointed problemerne, så kan du gøre noget ved dem. Og har du først styr på din græsplæne, så kræver det kun få men gode rutiner at holde den.

I denne artikel gennemgår vi de mest hyppige problemer, som du kan opleve med din plæne. Med andre ord så hjælper vi dig med at stille diagnosen på din plæne. Vi vejleder dig også, så du ved, hvordan du får bugt med de forskellige problematikker, så du kan nyde en frodig grøn plæne uden bare pletter.

Når plænen er kureret og står smukt, så skal den vedligeholdes, så nye problemer ikke opstår. Til sidst i denne artikel giver vi dig gode råd til en god plæneplejerutine, som kan gøre livet lettere for dig.

Hvad fejler min græsplæne?

Vi har alle prøvet at køre forbi en plæne, der står snorlige, mørkegrøn, med perfekt klippet græs helt uden bare pletter eller ukrudtsplanter og tænkt - hvordan gør de?

Faktum er nemlig, at rigtig mange danskere har store problemer med at holde deres græsplæner pæne.

I denne artikel gennemgår vi de hyppigste problemer, som der kan opstå i din græsplæne.

Efterfølgende guider vi dig selvfølgelig til hvordan du slipper af med problemet og derefter vedligeholder plænen.

SNEAKPEAK: Vi gennemgår:

  • Sådan fjerner du urinpletter på plænen
  • Sådan slipper du af med muldvarpen
  • Sådan fjerner du sneskimmel på plænen
  • Sådan fjerner du mælkebøtter fra græsplænen
  • Sådan fjerner du mos på plænen
  • Sådan slipper du af med gåsebiller
  • Sådan gøder du din plæne
  • Sådan lufter du din plæne
  • Sådan eftersår du på din plæne

Jeg har hvide pletter på græsset - hvad kan det være?

Hvis du har hvide pletter på græsset i foråret, så kan det lyde som om, din græsplæne er blevet angrebet af sneskimmel. Sneskimmel er en svampesygdom, som efterlader hvide døde pletter på din plæne. Deraf navnet.

Sneskimmel kan opstå som en kombination af flere ting. Har du ikke fået klippet græsset i slutningen af vækstsæsonen, så det har været langt hen over vinteren, så har du stor risiko for at få sneskimmel på din plæne. Hvis din plæne samtidig er fugtig i lange perioder, så er risikoen større.

Hvordan fjerner jeg sneskimmel på min græsplæne?

Du kan starte med at fjerne sneskimmel på din plæne i midten af april, når plænens vækstsæson starter. Først skal du have revet alt det døde græs væk, så jorden får lys. Derefter skal du have genetableret græsset på den døde plet.

Det gør du ved at blande muldjord med lidt groft grus, plænegødning og nogle græsfrø. Strø det i et pænt lag på de bare pletter og stamp det hele godt sammen.

Er overfladen ujævn kan du bruge en rive. Slut af med at vande pletten igennem og sørg for i den kommende tid at holde pletten fugtig og lad være med at træde på det nye græs, der kommer op.

Jeg har gule pletter på græsplænen - hvad kan det være?

Hvis du har afgrænsede områder på græsplænen, hvor græsset pletvis bliver gult, så tænker vi, at der er stor sandsynlighed for at du har hund eller kat. De er nemlig den hyppigste årsag til gule pletter på græsplænen.

En græsplæne er et oplagt sted for din firbenede ven, når han eller hun skal af med en tissetår. Men urin er ætsende og syreholdig og det gule pletter opstår simpelthen, fordi at græsset brændes af når det bliver badet i urin.

Hvordan fjerner jeg de gule pletter på græsplænen?

Hvis du har fastlagt, at de gule pletter skyldes urin, så er der 2 ting, du kan gøre. Du kan forsøge at lære dine dyr, at plænen er NO GO, når det kommer til toiletbesøg. Eller vise dem et hjørne af plænen, som er deres. Det er dog ikke altid lige let at opdrage på hverken hund eller kat.

Hvis det ikke er muligt at holde hund og kat fra plænen, så gælder det om at gennemvæde de pletter, der er gule. På den måde skyller du det ætsende urin væk, så græsset kan begynde at gro igen og dække pletten.

Du kan godt holde din plæne pæn på denne måde, men det kræver, at du er over den hele tiden.

Der er små jordbunker på min græsplæne - hvad er det?

Er der pludselig opstået jordbunker på græsplænen i nattens mulm og mørke, så er det højst sandsynligt, fordi du har fået besøg af en muldvarp. Muldvarpen graver lange gange under jorden og det er overskudsjorden fra disse gange, som skubbes op på din plæne.

Muldvarpe kan være særdeles ødelæggende for en græsplæne, som de hurtigt kan omdanne til et månelandskab.

Hvordan fjerner jeg muldvarpen fra min have?

I mange år har man forsøgt at løse problemet med muldvarpe i haven ved at opsætte fælder. Dog sjældent med særlig meget held, da muldvarpen har en særdeles god lugtesans og derfor kan lugte, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Den har desuden også flere gange, så den har andre mulighed for at flytte sig rundt.

Netop lugtesansen kan du udnytte, hvis du gerne vil have muldvarpen til at flytte over til naboen. Muldvarpen bryder sig nemlig ikke om skarpe lugte. Udtræk fra hyld, hjortetaksolie og lignende får ifølge undersøgelser muldvarpen til at finde andre steder at grave.

Hvorfor er der flere mælkebøtter i min græsplæne end græs?

Når først mælkebøtten har bosat sig på din plæne, så vil den kun blive ved med at sprede sig ud over plænen og blive tættere og tættere ind til, du gør noget ved problemet. Mælkebøtten er nemlig en hårdfør plante som samtidig let frøformere sig.

Det vigtigste du skal huske på, hvis du gerne vil slippe af med mælkebøtten på er, at den aldrig må have lov til at gå i frø. Du bør derfor altid knække blomsterhovedet af dine mælkebøtter så du forhindre frødannelse.

Hvordan fjerner jeg mælkebøtter i min græsplæne?

Hvis du drømmer om en grøn græsplæne helt uden mælkebøtter, så kan du gribe sagen af på 2 måder.

Du kan vælge den miljøvenlige og ansvarsbevidste løsning og købe en mælkebøttefjerner. Mælkebøttefjerneren er udstyret med “kæber”, som du kan stikke ned i jorden, hvor de griber fast om mælkebøttens lange pælerod. Det er en let måde at fjerne mælkebøtten permanent. Og på grund af det lange skaft, så behøver du ikke at bukke dig, mens du gør det, men kan bibeholde en god arbejdsstilling.

Du kan også vælge at bruge en plænerens til at fjerne mælkebøtterne i plænen. Plænerens er på ingen måde lige så miljøvenligt som mælkebøttefjerneren. Det er heller ikke en lige så hurtigvirkende løsning, da du skal vente på at pesticiderne gør deres job og får mælkebøtterne til at visne. Til gengæld er det mindre arbejdskrævende end mælkebøttefjerneren.

Du skal aldrig smide hverken blomsterhoved eller frøstand fra mælkebøtten i din kompost. De kan nemlig overleve længe i kompostbunken og derfra igen sprede sig til hele din have.

Der er mos i min græsplæne - hvorfor?

Mos er en lille rodløs plante, der elsker fugt, skygge og en jord med en lav pH-værdi. Hvis du har mos i din græsplæne, så er det et tegn på, at dit græs ikke trives. Hvis dit græs stortrives, så vil det nemlig ikke give vækstmuligheder for mosset.

Har du mos i plænen, bør du derfor starte med at undersøge pH-værdien i din plæne. Mos elsker nemlig sur jord og gerne en pH-værdi omkring 4. Mos elsker også skygge og fugt, så det er også ting, du bør være opmærksom på.

Hvordan fjerner jeg mos i min græsplæne?

Når du skal fjerne mos i græsplænen, så har du flere muligheder. Du kan bruge en rive eller en mosfjerner, der er et haveredskab med roterende børstehoveder. Både riven og mosfjerneren løsner mosset fra plænen, så du kan rive det sammen og køre det væk.

Du kan også vælge at fjerne mos i plænen med pesticider. Det er langt mindre miljøvenligt og kræver også, at du er udstyret med tålmodighed, da du skal vente på, at midlet gør sin virkning. Til gengæld er det mindre tidskrævende en riven eller mosfjerneren.

Sådan checker du pH-værdien på din jord

Hvis dit græs skal have de bedste vækstbetingelser, så skal din jord have en pH-værdi på mellem 6 og 7. Hvis du er i tvivl om hvilket niveau pH-værdien er i din jord, så kan du købe et pH-målings gør-det-selv kit.

Kittet kan du købe hos de fleste planteskoler, havecentre og selvfølgelig online. Kittet er nemt at anvende. Du skal bare bruge små jordprøver fra plænen, som hældes i en lille glascylinder sammen med væske og en medfølgende tablet. Når prøven rystes, så skifter vandet farve og ud fra det medfølgende farvekort, kan du bagefter let aflæse den nøjagtige pH-værdi af din jord.

Min græsplæne er angrebet af insekter - hvad gør jeg?

Gåsebiller kan være en plage for de danske græsplæne ejere. Eller faktisk er det ikke gåsebillen selv, der laver ulykkerne, men derimod deres larver, som de lægger i din græsplæne.

Mens larverne udvikler sig ernærer de sig nemlig ved at spise græssets rødder, hvorved græsset går ud og efterlader store bare plamager i din plæne.

Hvordan fjerner jeg gåsebiller fra min græsplæne?

Hvis du skal minimere chancen for gåsebiller i din plæne, så skal du sørge for at deres leveforhold ikke er optimale. Gåsebiller elsker let eller sandet jord og de trives bedst i fugtig jord. Du kan derfor sørge for, at strø topdressing på din plæne, gerne hvert år - samt sørge for, at den aldrig tørre helt ud.

Strør du topdressing hvert år, så vil du med tiden opnå et lag, der holder på fugten i jorden og dermed undgår du gåsebiller.

Hvis du allerede har gåsebiller i græsplænen, så kan du sætte hvide dybe tallerkener eller skåle med lavt kant på græsplænen og fylde dem med vand. Det vil få rigtig mange gåsebiller til at drukne.

Hvordan plejer jeg bedst min græsplæne?

Hvis du gerne vil give din græsplæne de bedste vækstbetingelser og dermed også minimere chancen for ukrudts- og mosangreb, så skal du løbende vedligeholde din græsplæne.

Vedligeholdelse af græsplænen er hverken særlig tidskrævende eller dyrt, men det gør en kæmpe forskel på fin plænens velbefindende, og dermed også på det syn, der møder dig, når du kigger ud over din græsplæne.

Hvordan gør jeg min græsplæne forårsklar?

Græsset begynder for alvor sin vækstcyklus i april måned. Det er derfor en god idé allerede i det tidlige forår at begynde at gøre plænen klar til foråret.c

Når du skal gøre plænen forårsklar, så skal du rive plænen godt igennem med en løvrive. På den måde får du fjernet vissent græs, tørre blade og grene og hvad der ellers har sneget sig ind på din plæne i løbet af vinteren.

Hvordan bruger jeg en plænelufter?

Det kan være en god idé at bruge en plænelufter til at give græsplænen et boost. En plænelufter er en række blade, der kører lodret eller vertikalt ned i jorden. Derfor kaldes en plænelufter også for en vertikalskærer.

Når bladene kører ned i jorden, så løsner de kompakt jord så ilt og vand lettere kan nå rødderne og dermed give en bedre næringsoptagelse.

Du skal dog være opmærksom på, at en plæneluftning er en voldsom omgang for plænen. Derfor kan plænen godt se lidt medtaget ud i et par uger, mens den gror sammen igen.

Kan jeg efterså på de bare pletter i haven?

Hvis du har fjernet mos på plænen eller været angrebet af gåsebiller eller sneskimmel, så kan det være, du nu står med en plæne, der har mange bare pletter. Hvis pletterne er små, så vil græsset hurtigt selv vokse ind over og dække hullet.

Er der tale om et større område, der ikke er dækket af græs, så kan det være nødvendigt at efter-så. Hvis du er nødt til at efterså, så skal du forberede pletten først, ved med riven at løsne overfladen. Derefter skal du lave en blanding af god plantemuld, lidt grus, lidt plænegødning og nogle græsfrø.

Strø blandingen ud på de bare pletter i et ca. 2 cm lag og sørg for at holde området fugtigt. Vær forsigtig med ikke at betræde de bare pletter, indtil det nye græs har ordentlig fat.

Hvis du eftersår, så er det vigtigt at du er opmærksom på, at der findes mange typer græs. Det er derfor vigtigt, at du sørger for at vælge samme type græsfrø som din eksisterenede plæne ellers vil farve- og strukturforskel være tydelig.

Hvornår skal jeg gøde min græsplæne?

Det er nødt til at gøde din plæne i vækstperioden for at sikre dig, at dit græs får den næring, som det har brug for, for at kunne give dig en tæt og mørkegrøn græsplæne. Fordelen ved at gøde er samtidig, at græsset vokser sig så tæt, at du ikke behøver bekymre dig om ukrudt i plænen.

Når du gøder din græsplæne, så skal du gøre det 3 gange i løbet af græssets vækstsæson, som går fra først i april til omkring oktober, afhængig af efterårets temperaturer. Første gang du gøder er det for at booste og sætte gang i væksten. Den efterfølgende gang er midt i vækstsæsonen, hvor græsset har opbrugt den næring, der er til rådighed. Når du gøder sidste gang i sæsonen, så gøder du for at sende græsset i vinterdvale med et næringsfyldt rodsystem.

Sådan bør du gøde din græsplæne:

  • April måned - 1. gødning
  • Juni måned - 2. gødning
  • August måned 3. gødning

Hvor ofte skal jeg vande min græsplæne?

De fleste græsplæner i Skandinavien har ikke brug for at blive vandet særlig ofte. En græsplæne kan nemlig tåle at tørre ud, bare det ikke er over for lange perioder.

Du behøver derfor ikke at installere vandingsanlæg på din græsplæne, som du ser det sydpå. Enkelte særlig varme somre kan det være nødvendigt at vande plænen en smule, men det kan sagtens klares med et transportabelt vandingsanlæg, som du kan slutte til vandslange.

Faktisk er din græsplæne ikke særlig begejstret for at være for for store mængder vand. Den fugtige jord kan virke kvælende for græssets rødder og samtidig er det de optimale forhold for mosdannelser, hvilket du ikke ønsker i plænen.

Fandt du det du søgte?

Vi håber, vi har gjort dig klogere på de gængse problematikker, som du kan stå med som græsplæne ejer.

Heldigvis er din græsplæne en god samarbejdspartner, som med meget lidt hjælp fra din side ,vil sørge for at genetablere sig selv, så du kan nyde synes af saftigt grønt græs på en plæne helt uden misfarvninger eller huller.

Artiklen er skrevet af
Skriv til Caroline

Bedøm denne artikel
8 stemmer, gennemsnit: 4.6 / 5