Mos i græsplænen, sådan fjerner du effektivt mos fra plænen!

Af Haveentusiast
Indholdet er opdateret mandag d. 10. maj 2021 og er oprindeligt udgivet søndag d. 25. april 2021.

Mos i græsplænen

I Danmark gør vi noget ud af vores udearealer. Vi kan godt lide, at bedene er passet, fliserne fejet og at græsplænen står frodig og grøn.

Men ofte glipper glansbilledet, når det kommer til plænen. Græsplæner bliver nemlig ofte angrebet af mos og mos kan være svær at slippe af med igen.

Hvis du læser med videre her, så gennemgår vi alt, hvad der er værd at vide om mos og mosbekæmpelse i græsplænen.

Vi gennemgår de forskellige muligheder du har og ligeledes, hvordan du kan forebygge mosdannelser i plænen.

Hvorfor opstår mos i græsplænen?

Man kan overordnet sige, at hvis der er mos i din græsplæne, så er det fordi, at græsset ikke har de bedste vækstbetingelser.

Det kan derfor ikke betale sig at bruge en masse energi på at fjerne mos i plænen, hvis du ikke sørger for at undersøge den underliggende årsag til, at mosset er der i første omgang.

Der kan være flere årsager til, at dit græs ikke trives og at du har mos i græsplænen. I forbindelse med at du fjerner mosset i plænen, bør du derfor undersøge følgende 5 ting.

  1. Får du gødet din græsplæne regelmæssigt?
  2. Ligger plænen i skygge det meste af dagen?
  3. Er jordens surhedsgrad for lav?
  4. Er jorden for fugtig og kan ikke komme af med vandet?
  5. Klipper du dit græs for lavt?

Gødning af græsplænen

Når du sørger for at gøde din græsplæne, så giver du dit græs de bedste vækstbetingelser og dermed mosset mindre chance for at overleve i plænen.

Eksperterne anbefaler, at du gøder din græsplæne med kunstgødning 3 gange om året. Første gang du skal gøde er i april måned, hvor græsset starter sin vækstperiode. Anden gang i Juni måned, hvor græsset begynder at mangle næring og sidste gang i august, hvor græsset igen har behov for ekstra tilskud af næringsstoffer for, at sikre det en sikker overvintring.

Mos og skygge

Mos elsker fugt og derfor vil du også opleve at mossen samler sig de steder på græsplænen, hvor der er mest skygge. Det kan være under trækroner eller dele af græsplænen, som ligger i skygge fra din bolig eller en tilbygning.

Hvis du gerne vil minimere mos i græsplænen, så kan du sørge for at græsset får mest mulig sol. Det er svært at flytte på huset, men ofte kan det gøre en forskel at beskære store trækroner, så solen bedre kan trænge gennem.

PH værdiens betydning for mos i plænen

Når det drejer sig om at bekæmpe mos i plænen, så drejer det sig i lige så høj grad om at give græsset de bedste vækstbetingelser. En tæt og frodig græsplæne gør det nemlig svært for mosset at etablere sig.

Når det kommer til græssets vækstbetingelser, så har surhedsgraden af jorden stor betydning.

Jordens surhedsgrad bliver mål i PH og græs trives allerbedst ved en PH værdi på mellem 6 og 7. Hvis PH værdien, eller jordens surhedsgrad ligger under det, så kan græsset ikke optage næringsstoffer selvom de er til stede.

Det gør, at græsset vokser langsommere og med et mere sparsomt rodnet og det giver mos gode vækstbetingelser.

Mos og fugt

Mos elsker fugt og derfor stortrives mos også i fugtige græsplæner, specielt hvis de samtidig ligger i skygge.

Ligger din græsplæne ofte under vand, så bør du sørge for at lave dræn af plænen. Det vil også være en god ide at bruge en vertikalskærer til at lave lufthuller i plænen, så den kan ånde.

Den meget fugtige jord der giver mosset gode vækstbetingelser skyller samtidig vigtige næringsstoffer ud af jorden, som er vigtige for græsset.

Klip plænen i en passende højde

Hvis du klipper din plæne alt for kort, så giver du mosset de bedste betingelser for at etablere sig i din plæne.

Når græsset er helt kort, så skal mosset nemlig ikke kæmpe om pladsen. Du behøver ikke at have knæhøjt græs på din plæne for at undgå mos, men hvis du lader græsset blive i en længde på 5 - 6 cm, så vil du opleve, at græsset vokser sig tættere og dermed bekæmper mosdannelser.

Hvornår på året er det bedst at fjerne mos i græsplænen?

Mos i plænen kan være en plage hele året rundt, men heldigvis kan du også sætte kampen mod mosset ind hele året rundt.

Der er dog tider på året, hvor kampen er lettest at tage op. Når du fjerner mos i plænen, så vil der opstå bare pletter på jorden, hvor mosset var. De bare pletter skal dækkes af græs hurtigst muligt, så mosset ikke har så gode vækstbetingelser og derfor forhåbentlig ikke vender tilbage.

Fordi de bare huller i græsplænen hurtigt skal dækkes, så kan det bedst betale sig at mos bekæmpe i foråret, når græsset lige er begyndt at vokse igen. Det er sædvanligvis i marts eller april måned.

Fordelen ved at fjerne mos i græsplænen tidligt på året er, at mosset på den årstid er gulnet og sidder løst og samtidig er græsset fuld af saft og kraft og parat til at gro ind over de bare pletter.

Forskellige måder at slippe af med mos i plænen

Du kan gribe mosbekæmpelsen an på flere måder. Nogle er hurtige og effektive og andre er en mere langsommelig proces, som så til gengæld er bedre for miljø og fugle og insektliv i din have.

Vi gennemgår nu de mest kendte måder at fjerne mos i plænen og senere i artiklen kan du finde vores Guide - sådan fjerner du mos i plænen, hvor vi gennemgår en af fremgangsmåderne fra start til slut.

Men lad os starte med at gennemgå de forskellige muligheder som du har.

Brug en rive til at komme af med mos i plænen

Hvis du er tålmodig, så kan du sagtens fjerne mos i plænen med en almindelig rive. Det kræver, at du slår græsset helt kort, så du kan komme til og så skal du ellers igang med at rive frem og tilbage på plænen, mens du lægger vægt på riven, så du virkelig får skrabet i overfladen.

På den måde vil du få løsnet mosset og den kan let rives sammen med en løvrive. At bruge en rive som redskab til mos i plænen anbefales kun, hvis din plæne kun pletvis er angrebet af mos eller hvis det drejer sig om en mindre græsplæne.

Det er til gengæld uden tvivl den mest miljøvenlige måde at fjerne græs i plænen da den hverken involvere pesticider, brændstof eller elektricitet.

Pesticider er en effektiv måde at fjerne mos i græsplænen

En meget effektiv måde at fjerne mos i plænen på er ved hjælp af pesticider. De pesticide midler som bruges til at bekæmpe mos i plænen indeholder typisk jern eller pelargonsyre.

Pesticider er ikke gode for miljøet og bør derfor kun bruges i begrænset omfang. Tidligere var pesticider som jernvitriol meget brugt som mos bekæmpelsesmiddel, men på grund af de høje koncentrationer af jern er midlet i dag blevet gjort ulovlig af Miljøstyrelsen.

Der findes dog lovlige midler, som indeholder jernvitriol, men det er i meget lavere doser end i det oprindelige produkt.

Når du bruger pesticider til at fjerne mos i plænen, så får du typisk produktet i et pulver eller en granulat, som du let kan fordele over hele græsplænen eller de dele af plænen der har mos.

Mos kan ikke tåle jern i større mængder, men det kan græsset i din plæne godt. Når du giver din plæne pesticider, så tørre mosset ind og går til, hvorimod græsset fortsat vil trives og hurtigt dække de bare pletter i plænen.

Som en ekstra bonus ud over at du får en plæne der er mosfri - så får du også en mere mørkegrøn plæne. Det er på grund at det ekstra jern, som plænen får tilsat.

Hvis du vælger pesticider som mos bekæmpelsesmiddel, så skal du være påpasselig med ikke at ramme træ, beton og sten. Jernvitriolen i produktet kan nemlig forårsage rust pletter, der ikke kan fjernes igen.

Gød mosset ihjel

Hvis du ikke er ked af at slå græs, så kan det faktisk lade sig gøre at gøde mosset i plænen ihjel.

Mos kan nemlig ikke tåle den overflod af næringsstoffer, som der er i plænegødning. Mosset vil derfor vokse sig selv ihjel i løbet af et par uger.

Ulempen ved denne metode er dog, at du skal være forberedt på at skulle slå græs ekstra mange gange i en periode.

En mosfjerner sørger for effektiv mosfjerning uden kemi

En mosfjerner er et haveredskab, der er særdeles effektivt til at fjerne mos i plænen. Den er dog bedst til almindelig størrelse plæner, da den skal betjenes manuelt.

En mosfjerner kan fås både som benzindrevet og som eldrevet.

Maskinen har en masse små hårde børster, som slår mosset i stykker og løsner det uden at skade græsset. Det er en utrolig nænsom måde at fjerne mos fra plænen, da græsset ikke tager skade, men derimod kommer til at stortrives, når den pludselig får plads til at brede sig.

Du kan købe en mosfjerner til en overkommelig pris, men du kan også leje en i mange byggemarkeder. Det kan dog hurtigt blive dyrt, hvis du har brug for at leje den mere end én gang.

Det anbefales, at du kører din græsplæne igennem med en mosfjerner 1 til 2 gange om året - afhængig af hvor medtaget din plæne er af mos.

Vertikalskæreren er virkningsfuld hvis din plæne overordnet er forsømt

En vertikalskærer bliver også kaldt en plænelufter. Det er nemlig den funktion den har. En vertikalskærer kan ved første øjekast ligne en plæneklipper, men i stedet for klinger der klipper græsset, så har en vertikalskærer skarpe tænder som laver dybe ridser i selve plænen.

Du skal være forberedt på at en vertikalskærer tager fat og din græsplæne vil for en kort periode se frygtelig medtaget ud. MEN efter 2 - 3 uger så har plænen restitueret sig og du er forhåbentlig sluppet af med dit mos problem.

Det der sker, når man bruger en vertikalskærer til at skære riller i jorden er nemlig, at der kommer luft og vand ned til græssets rødder og samtidig så løsner vertikalskæreren også mosset i plænen, så du kan rive det sammen.

Det er en kraftig foryngelseskur til plænen, som virkelig kan sparke liv i en forsømt plæne - så længe du er indstillet på en kort periode med en plæne, der ser lidt rodet ud.

Har du store bare pletter på din græsplæne efter du har fjernet mos, så kan du med fordel efterså græs på de bare pletter.

Guide - Sådan slipper du af med mos i græsplænen

En elektrisk eller batteridreven mosfjerner er en effektiv måde en gang for alle at komme til bund med mos problemet i plænen.

Du kan købe en mosfjerner til en absolut overskuelig pris og det kan ofte være en fordel, selv om du har mulighed for at leje en i dit lokale byggemarked. Det er nemlig en god idé at gøre det til en vane at køre plænen igennem hvert år - tidligt på foråret.

Og så er det langt billigere at investere i en selv frem for at skulle låne eller leje hvert år.

Sådan gør du:

  • Sørg for at din plæne er nogenlunde tør så den er til at arbejde med.
  • Hvis græsset er meget højt, mere end 10 cm, så kan det være en fordel at slå græsplænen først.
  • Kør mosfjerneren hen over din plæne som var det en plæneklipper.
  • Klip først i den ene retning og derefter på tværs, så du rammer mos puderne fra alle sider.
  • Områder med mos kan kræve, at du kører over området flere gange.
  • Riv alt det løsnende mos sammen med en løvrive.
  • Gentag behandlingen hvis nødvendigt.
  • Du kan nu med fordel strø topdressing på din plæne og efter-så, hvis der er meget store bare pletter på plænen.
Artiklen er skrevet af
Skriv til Caroline

Bedøm denne artikel
17 stemmer, gennemsnit: 4.9 / 5